BMA - Bibliotek, Museum og Arkiv i Maltfabrikken
Hvad er BMA? BMA er Bibliotek, Museum og Arkiv, som du finder i den nyåbnede og ombyggede Maltfabrik i Ebeltoft. Her får du anderledes og sanselige oplevelser med alt fra arbejdernes historie til lokale forfattere, Ebeltofts smukke natur og sommerlivets glæder.
Du kan gå på opdagelse i litteraturens verden, dykke ned i arkivmateriale og blive klogere på lokalhistorien - alt sammen på ét sted.
Østjyllands bedste udsigt
BMA har til huse i tre etager i Maltfabrikken. Rummenes scenografier tager alle udgangspunkt i de historiske omgivelser.
Maskinrum og Lundbergs kontor
Nederst finder du ”Maskinrummet”, som er området for børn og børnefamilier. Her dominerer leg og maskiner.
På mellemetagen er du i ”Lundbergs kontor”. Her er stemningen en blanding af herreværelse og Det Kgl. Bibliotek, hvor du kan trække dig tilbage og fordybe dig i viden og arkivalier.
Øverst er ”Havestuen”
I Havestuen finder du Østjyllands bedste udsigt: Blåt vand i Ebeltoft Vig, grønne bakker i Mols Bjerge og røde tegltage i købstaden Ebeltoft! Slå dig ned her, få ro i sjælen og nyd udsigten. Du kan også dykke ned i byens og landskabets historie eller fordybe dig i en roman.
Maltmus og Malthazar-maskine
De små figurer, Maltmusene, finder du gemt i Maltfabrikkens mange sprækker og huller, og alle fortæller de om stedets lange, spændende historie.
Den enestående Malthazar-maskine sørger for udlån af dine bøger på en måde, som du med garanti aldrig har prøvet før!
Adgang alle ugens dage
Du kan besøge BMA Maltfabrikken med dit danske sundhedskort fra kl. 6 - 23, alle ugens syv dage – uanset hvilken kommune, der står på dit sygesikringsbevis.
Har du ikke et sundhedskort, er dørene åbne:
Man - tors. kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 16
Lørdag kl. 10 - 14
Museet er lukket den 24., 25., 26. og 31. december.
Se, hvad andre deler på Instagram
#maltfabrikken #visitdjursland #visitaarhusregion
Opdateret af: VisitAarhus | info@visitaarhus.com